Børnehuset Haarby Børnehave og vuggestue

Anerkendelse

Anerkendelse i vores pædagogiske praksis betyder:

  • At vi voksne arbejder bevidst med en iagttagende og opmærksom tilgang til børnene
  • At vi voksne er imødekommende og interesserede i mødet med børn og forældre i vores dagligdag. At vi tør se tingene og verden ud fra deres perspektiver.
  • At vi voksne er klar til at hjælpe og guide barnet videre til nye handlemuligheder, så der støttes op omkring barnets udvikling.

 

Praksisfortælling fra børnenes dagligdag:

 

Vi er på legepladsen og Victor og Matias kører rundt på motorcykler på cykelbanen. Oliver kommer løbende og skubber Victor af motorcyklen. Victor bliver ked af det og pædagogen skynder sig derhen og trøster ham. Pædagogen siger: " Du blev skubbet af motorcyklen, er du okay....?" Victor siger grædende: " Det var ham, der gjorde det." og peger på Oliver. Pædagogen: "ja Oliver skubbede dig af, det var ikke rart. Måske han gerne vil være med i jeres leg. Skal jeg hjælpe dig op på motorcyklen igen"?

Pædagogen siger til Oliver: "Du skubbede Victor af cyklen, det er ikke okay, han slog sig og blev ked af det. Jeg tror, du gerne vil være med til at cykle sammen med Victor og Matias. Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde en anden cykel, så I kan cykle sammen alle tre".

Oliver snøfter og nikker, han tager Pædagogen i hånden og sammen finder de en cykel til ham.

Derefter kører de alle tre rundt efter hinanden, griner og pjatter.

 

Der er hverdag i en vuggestue, at børnene kommer i konflikt om legetøj eller andet. Legetøj som er i brug er mest interessant og den slags konflikter løses bedst kort og tydeligt og anerkendende over for begge børn.