Børnehuset Haarby Børnehave og vuggestue

Børnehavens velkomstfolder

Når dit barn skal starte i børnehaven:

I modtager i måneden op til jeres barn skal starte et velkomstbrev i jeres Eboks. Her får i oplysninger omkring, hvem i skal kontakte i børnehuset og hvilken base jeres barn bliver tilknyttet.

Vi finder det meget vigtig at have en opstart-samtale med jer forældre, så vi kan gøre starten for barnet og jer bedst mulig.

Når barnet skal starte er det altid en god idé, at I kan afsætte tid til en indkøringsperiode. Typisk en uge, hvor barnet har kortere dage. At oparbejde tryghed til nye omsorgspersoner og omsætte alle de nye indtryk, kan være hårdt arbejde for enhver. Vi prioriterer derfor dialogen og samarbejdet med jer højt.

I hverdagen er det vigtigt:

At I altid afleverer barnet direkte til personalet, samt ved afhentning siger farvel til en fra personalet. Også selvom I har tjekket jer ind eller ud på vores infotavler i garderoben. Vi skal endvidere altid have besked, hvis andre end forældre, henter barnet.

At Barnet har tøj på, det kan lege i og at der altid er skiftetøj til rådighed.

At barnet har tøj med til alt slags vejr, da vi er udedørs dagligt.

At I har skrevet barnets navn i fodtøj, tøj, legetøj og på madkasserne.

 

Hverdagsrytmen:

Kl.6.00 – 7.30: Institutionen åbner og der tilbydes morgenmad samt rolige aktiviteter i Hjerterummet. Se mere på børneintra.

Kl.7.45: Teamet og barnets egen base åbner (Dvs. at møder man ind på dette tidspunkt kan man enten lege på egen base eller på nabobasen)

Kl. 9.00: Formiddagsmad på barnets base.

Kl. 9.15 -11: Pædagogiske aktiviteter

Det er i dette tidsrum vi arbejder specielt intensivt med de pædagogiske læreplans-temaer og kører forskellige læringsforløb, som både kan være på egen base, i teamet eller på tværs af hele huset.

Så tag en snak med personalet, hvis du og dit barn har brug for at møde ind senere end kl. 9.00.

Kl. 11.30: Spisning på basen

Kl. 12. 30: Alle børn er i uderummet.

Hvis dit barn stadig har brug for en eftermiddagssøvn, kan det sove i musikrummet tæt ved vuggestuen, hvor der er personale til stede til at overvåge barnet.

Kl. 14.30: Eftermiddagsmad på basen, og kl. 14.00 om fredagen

Kl. 15.00: En base lukker ned i hvert team.

Kl. 16.00: Alle baser lukker og børnene samles i Hjerterummet.

Kl. 16. 35: Mandag – torsdag: Vi lukker kl. 16.35, hvilket betyder, at alle skal være ude af institutionen på dette tidspunkt. Obs: Fredag lukker vi kl.: 15.40.

Om fredagen skal garderoben være ryddet, så rengøringen kan komme til. Det er vigtigt, at forældrene hjælper deres barn med den daglige oprydning i garderoben.

 

Hvad skal barnet medbringe?

Barnet skal medbringe formiddagsmad, middagsmad og eftermiddagsmad, skiftetøj m.v. og en mappe til ”Barnets bog”

 

Vi sørger for morgenmad og drikkelse.

Institutionen tilbyder som tidligere beskrevet morgenmad fra kl. 6.00 – 7.30. (se også på børneintra). Barnet kan her få dækket et sundt måltid med flere forskellige valgmuligheder.

Barnet tilbydes mælk og vand til morgenmåltidet og til frokost – Vi sørger endvidere for at alle børn får adgang til at få rigeligt med vand hele dagen.

 

Tøj og fodtøj m.v.:

I skal medbringe godt med alsidigt skiftetøj, regntøj, gummistøvler, varmt tøj og varmt fodtøj til vinterperioden fx flyverdragt, termotøj/varmt tøj til under regntøj, flere par vandtætte vanter/handsker. Endvidere bleer, hvis dit barn har behov for det.

 

Barnets Bog:

I bedes medbringe et ringbind gerne med nogle billeder af far og mor og andre vigtige familie/relations personer for barnet. Hvis en sådan mappe er startet i dagpleje eller vuggestue kan den følge barnet. Vi vil bruge mappen som dokumentation for projekter og oplevelser, som børnene har været en del af i Børnehuset. Barnets bog er medvirkende til at skabe sammenhæng mellem barnets vidt forskellige verdener – hjemmet og institutionen.                            

 

Legetøj med hjemmefra:

Barnet må gerne have legetøj med hjemmefra eller andre ting, det gerne vil vise frem. Det kan være af stor betydning for barnet, på denne vis, at knytte sammenhæng mellem hjem og institution. Men det er jer forældre, der bestemmer, hvad barnet må have med. Vi kan ikke tage ansvar for det medbragte. Vi har begrænset plads, så barnets medbragte ting skal kunne opbevares på barnets garderobeplads.

Barnets fødselsdag:

Festligholdelsen foregår i forbindelse med samling til middagsmad kl. 11.30 på barnets base. I kan vælge om I vil medbringe noget spiseligt til efter madpakken eller et helt frokostmåltid. Det er helt op til jer!

Vi sørger for en lille gave, lavet af nogle af børnene, vi synger fødselsdagssang og hejser flaget sammen med barnet

 

Sygdom:

Ifølge sundhedsstyrelsen skal barnet kunne følge en almindelig hverdag i institutionen. Bliver barnet ramt af en smitsom sygdom må barnet ikke være i institutionen indtil smittefaren er overstået. Giv venligst besked, hvis dit barn bliver sygt på børneintra eller tlf.

 

Medicin:

Som hovedregel har I selv ansvaret for at give barnet medicin ved behov. Men hvis I har brug for, at barnet også bliver medicineret, mens barnet er i institution, skal I aflevere medicinen direkte til personalet. Medicinen skal endvidere være i original emballage, hvorpå der er anført barnets navn og vejledning i dosering. Og evt. på hvilket måde medicinen skal gives.

 

Forebyggelse af dødsulykker:

Der må ikke være snore i hætter og halskæder bør kunne gå i stykker, hvis barnet skulle hænge fast i noget.

Plastposer må ikke være tilgængelige for børnene i garderoben.

 

Informationer:

I vil løbende modtage informationer via Børneintra. De enkelte baser har endvidere infotavle i barnets garderobe eller base, hvor personalet informerer om kommende aktiviteter og dokumenterer forskellige læringsforløb m.v.

Ferieperioder:

Børn har også brug for ferie, hvor de kan slappe af sammen med familien. Af hensyn til ferieplanlægning og personaledækning vil vi i løbet af året - op til ferieperioder eller helligdage - spørge jer, hvornår jeres barn holder ferie.

Lukkeuger:

Uge 28-29-30

Dagen efter Kr. Himmelfartsdag og 4 dage omkring jul og nytår.

 

Stamkort og tilladelser:

I får udleveret et stamkort og diverse tilladelsesskrivelser, som I skal udfylde. Disse papir opbevarer vi på institutionen, så vi har barnets data med relevante oplysninger. Husk altid at fortælle os, hvis I f.eks. skifter telefonnumre, job, adresse og lign., så vi kan få ændret barnets data.

 

Ulykkesforsikring:

Vi anbefaler, at I har jeres barn dækket af en privat ulykkesforsikring, idet kommunen ikke har tegnet en sådan.